Triatlon som medicin mod ADHD?

Oprettet d.

Triatlet Anders Baggi Rasmussen har fundet sin egen måde at takle ADHD på. Da medicinen aldrig rigtig har fungeret optimalt for ham, valgte han i stedet at finde sin egen form for medicin; nemlig triatlon.
 
Dog skal det pointeres, at vi ikke anbefaler, at man dropper sin medicin. Sport kan virke som en rigtig god ”medicin” i mange tilfælde, men man bør aldrig stoppe med at tage sin medicin, med mindre det er i samråd med en læge.
 
ADHD er en neuropsykiatrisk lidelse, som rammer både børn og voksne. Lidelsen er for en stor dels vedkommende arvelig og er derfor oftest medfødt, og skaber problemer med opmærksomhed, impulsivitet og hyperaktivitet. Omkring to til fire procent af alle børn opfylder kriterierne for ADHD, mens tallet ligger på to procent for voksne. Dette kan skyldes, at mange lærer at leve med lidelsen, takle den og udvikle sig, så de ikke længere opfylder alle kriterierne.
 
Anders Baggi fik konstateret ADHD tilbage i 2012 og har sidenhen øvet sig i at leve med diagnosen på godt og ondt. Diagnosen blev stillet i samarbejde med en psykolog og en psykiater, hvorefter Anders begyndte at tage medicin.
- ”Pludselig begyndte jeg at føle mig anderledes og forkert oppe i hovedet. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvem jeg var,” fortæller Anders Baggi, der i starten af forløbet så lidt skeptisk på det hele.
Det hele bundede ud i, at han nu skulle vænne sig til tanken om at have en diagnose i stedet for blot at have krudt i røven og koncentrationsbesvær.
 
 
Efter flere overvejelser valgte Anders Baggi at stoppe med sin medicin, da han ikke følte, at den fungerede for ham.
- ”Jeg stoppede med at tage medicin, da jeg ikke følte, at jeg var mig selv længere, hvilket gjorde mig utrolig bange, vred og ked af det. Det at jeg stoppede brat på medicinen gjorde, at min verden brød fuldstændig sammen. Jeg var ked af det og følte mig magtesløs,” forklarer Anders, der er født og opvokset i Haderslev.
Medicinen gjorde, at Anders ændrede karakter, mistede overskud og dermed livskvalitet. Hans største ønske var samtidig at leve et ”normalt” liv, så kunne være der for sin på dette tidspunkt 4-årige søn.
 
Efter et dårligt medicinforløb med alt for høj dosis, ville Anders nu holde sig langt væk fra medicin og var derfor nødt til at finde en anden form for medicin, som kunne hjælpe ham med at komme tilbage på ret køl igen. Det vigtigste var, at han kunne få brugt noget af sin energi og få afløb for en masse tanker, så det ikke gik og fyldte hans hoved i hverdagen.
 
Fra tidligere vidste Anders Baggi, at sport og træning virkede godt i forhold til hans ADHD, og at det hjalp ham med at slappe af og få styr på tankerne. Af forskellige grunde kunne han ikke dyrke sin tidligere sport, elitefodbold, da han havde haft et langt sygdomsforløb og derfor ikke turde spille dette længere. Derfor besluttede han sig for at finde en ny sport, hvor han kunne undgå fysisk kontakt og primært selv planlægge træningstiderne efter lyst og overskud. Tilfældigvis blev det triatlon han valgte, og det er et valg, han aldrig kommer til at fortryde.
- ”Jeg startede med at dyrke triatlon i 2015, og jeg har været rigtig glad for mit valg af sportsgren. Man kan sige, at triatlon var en redningsplanke i mit liv, da jeg har behov for fysisk aktivitet, for at min hjerne kan fungere,” fortæller Anders.
 
Sporten arbejdede sammen med Anders Baggis lidelse frem for at arbejde imod den. Han nød at kunne koncentrere sig flere timer i streg, og at det hele var forholdsvist struktureret med hjælp fra en træner. På denne måde var det overskueligt for Anders at gå til, og samtidig fik han kun gode ting ud af det.
 
 
I dag har Anders Baggi to sønner på hhv. 1 år og 9 år. Han er i et forløb med en dygtig psykiater, som langsomt åbner hans øjne for, at medicinen måske alligevel kunne være god for ham, hvis blot han får den rigtige dosis. Psykiateren mener desuden, at medicinen ville hjælpe Anders til at få et større overskud til omverdenen og sine medmennesker, hvilket er rigtig vigtigt for Anders;
- ”Jeg går meget op i, at folk omkring mig har det godt. Min familie støtter mig i alt, hvad jeg gør, om det så er med eller uden medicin, hvilket er en af de største gaver, jeg nogensinde vil kunne få,” fortæller Anders Baggi.
 
Til sidst skal det understreges, at det på ingen måde anbefales, at man selv stopper med sin medicin. Hvis man føler sig utilpas eller lignende, er det vigtigt at kontakte sin læge, hvorefter man sammen kan finde en løsning på problemet. Stop aldrig selv med din medicin, lige meget hvilken form for medicin du tager!
 
Hvis du vil vide mere om Anders Baggi og hans historie, kan du læse mere om ham lige her.
 
Forfatter: Sandra Brandt Jensen

Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar