Hvad er Triatlon?

Oprettet d.

Triatlon er en sportsgren der består af 3 discipliner svømning, cykling og løb. Den form for triatlon som dyrkes i dag, startede i 1974 i San Diego i Californien i USA. Triatlon blev en olympisk disciplin ved OL i Sydney i 2000.
Artiklen starter under billedet.
Triatlon henvender sig til alle, da der er mange forskellige niveauer og distancer at stille op i, alt lige fra mini triatlon, som kan bestå af 300 meter svømning, 20 km cykling og 4 km løb, til den hele Ironman som består af 3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,195 km løb.
Til de små distancer kræver det, at man har en badedragt/badebukser, svømmebriller, en cykel som godt kan være en helt almindelig bedstemor cykel, cykeltøj, en godkendt cykelhjelm, løbetøj og et par løbesko. Man kan sagtens bruge det samme tøj til at cykle og løbe i, dog anbefales det ikke at løbe i cykelbukser med stor pude.
Senere hen, hvis man bliver grebet af sporten kan man udvide sit udstyr med en tricykel, våddragt, tridragt osv. 
Da jeg trænede op til min første mini triatlon, så min ugeplan således ud: løb 5 km 1-2 gange, cyklede 15-20 km på min sportscykel 1-2 gange og svømmede 1 gang i svømmehal. Vil man træne sig op til de længere distancer, kræver det op til 10-20 timers træning om ugen og mange vælger i den forbindelse, at bruge en personlig træner som kan ligge et program, så det passer til ens egne behov og mål med sporten.
Det kan også være en hjælp at låne en bog om triatlon på biblioteket, der findes flere bøger, hvor der er vejledning og erfaringer i alt fra svømning, løb, cykling, ernæring og træningsprogrammer. Jeg finder især bøgerne fra Thorbjørn Sindballe og Michelle Vesterby meget interessante, da der lige nøjagtig, i de to bøger, findes træningsprogrammer man kan følge til forskellige distancer. Triatlon er en sport, der kan kræve meget tid og derfor er det en god ide, at få ens nærmeste familie med på ideen, når man lægger sine fremtidige stævneplaner.
Triatleter er også kendt for at være dem, der har cyklet 100 km inden kl. 8 om morgenen eller er ude og løbe kl. 22 om aftenen. Jeg har selv en familie med 2 små børn, som jeg gerne vil bruge meget tid sammen med, derfor starter min træning ofte kl. 5.30 om morgenen eller efter de er lagt om aftenen. 
 
 

Hvilket stævne skal man vælge? 

Der er mange stævner, at vælge i mellem som man kan finde på internettet, det kan være en fordel at starte med et stævne, hvor svømningen foregår i en svømmehal. Til kvinderne kan jeg klart anbefale, at deltage i kvindetriatlon, da de stort set altid er godt organiseret. Hvis man får mere blod på tanden laver organisationen Ironman i mine øjne nogle helt fantastiske stævner, som findes på distancerne hel og ½ Ironman. Nogle byer laver også de kortere distancer op til stævnet. Fordelen ved de stævner er, at hele byen er sat op til dette arrangement, deltagerne kommer fra ind og udland. Byens hoteller er fyldt op med atleter og til selve stævnet, er der fantastisk opbakning fra tilskuer rundt på ruten, hvilket kan være til stor hjælp.

Tager det flere år at træne op til en 1/2 Ironman?

Et spørgsmål jeg ofte bliver stillet er, om det ikke tager flere år at træne sig op til en ½ Ironman, som består af 1900 meter svømning, 90 km cykling og 21,09 km løb. Da jeg tilmeldte mig min første ½ Ironman kunne jeg løbe 5 km på 32 min, tidspunktet var januar måned og jeg gik hjemme på barsel med min søn på 5 måneder. Jeg tilmeldte mig den ½ Ironman i Kronborg, også kaldet KMD Ironman 70.3 Kronborg Elsinore, som løb af staben i juni måned. Jeg havde små 5 ½ måned til at træne mig op, hvor udgangspunktet var, at jeg kunne løbe i 32 minutter og til at skulle være i gang i 6,5 time.

Men første projekt var at få fat i det nødvendige udstyr

Jeg var heldig at finde en brugt racercykel på DBA, det var også derinde jeg fandt en våddragt og tridragt. Der er mange penge at spare, ved at købe udstyret brugt. Min plan var at træne 6 dage om ugen, dog var der dage, hvor jeg måtte droppe træningen pga. manglende søvn, da dette kan være en stor udfordring med en baby og et barn på 2 år. Men træningen var samtidig også med til at give mig mere overskud til børnene, når jeg havde været ude på mit daglige træningspas. Det var en kæmpe oplevelse at deltage i dette stævne, at kunne presse sin krop til at yde i så mange timer og det bedste er at løbe over målstregen. 
Kan sige det meget kort, den lykkerus kan man blive afhængig af.
Skrevet af
Lea Nielsen

Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar