Det gode gamle princip

Allerede i 1870 vidste man at kroppen skulle bruge ilt for at kunne leve og fungere. Men Adolpf Fick fandt også ud af at der var to variabler, som havde indflydelse på hvor meget ilt der blev brugt under en given aktivitet, men også maksimal intensitet. Han kunne derfor opstille ligningen:

VO₂ har vi berørt før og dette er en betegnelse af hvor stor en volumen ilt, der kan optages (dvs. V´et står for volumen).

Men hvad mere spændende er Q og .  er en betegnelse for hvor meget ilt der bliver trukket ud af blodet dvs. hvor stor forskel der er på iltmætningen i det arterielle blod og det venøse blod. Det arterielle blod er det som kommer fra lungerne og som er fyldt op med ilt. Det venøse er det, som har været forbi muskler, organer osv. og som derved er meget iltfattigt, da det har afleveret alt det som det kunne. Differencen mellem disse to er meget sær at gøre noget ved og er stort set konstant. Meget elitetrænet kan trække end smugle mere ilt ud af blodet end en utrænet, men her er tale om nogle meget få procent.

Derfor er den store spiller i denne ligning cardic output. Cardic output beregnes ved at gange hjertefrekvensen med slagvolumen. Hjertefrekvensen er sådan set var pulsen som mange af os kender fra vores pulsur og slagvolumen er hvor meget blod der pumpes ud fra hjertet ved hvert slag. Slagvolumen er den som ændrer sig mest igennem træning og den ændrer sig ved at hjertet bliver bedre til at blive fyldt helt op, samtidig med at det også bliver bedre til at tømmes. Således ligger der ikke meget tilbage i venstre hjertekammer og ”går til spinde”. Er man meget elitetrænet over flere år, ses det også at hjertet bliver større og derved øges slagvolumen så endnu mere. Det er samtidig også derfor at nogle oplever at deres puls falder i løbet af sæsonen, selv om de kører ligeså hård som tidligere. Det samme gælder for når hvilepulsen også falder, da hjertet nu kan pumpe mere blod ud pr slag, behøves der ikke ligeså mange slag i minuttet, for at få den samme mængde blod ud i kredsløbet.