Betina Schmidt - EM i Frankfurt

Oprettet d.

Jeg havde en hel klar forventning om at kunne kæmpe med om guldet i min aldersklasse til EM, som så mange gange før (5 x EM guld i Frankfurt), da jeg vidste formen var lige præcis hvor den skulle være, jeg var så velforberedt som muligt, havde trænet benhårdt for at optimere alt, Frankfurt er tæt på min hjemmebane og ruterne passer perfekt til mine forcer. Jeg havde så meget glædet mig til en festdag uden lige i Frankfurt, ”en ironman er en festdag for den velforberedte”, som min tidligere træner Morten Sørensen altid sagde. Derudover havde jeg også en klar målsætning om at gøre mit absolut bedste og forhåbentlig kæmpe med om Hawaii slots i min aldersklasse. 

Eneste udfordring, inden racet var en baglårsskade, som jeg desværre fik 3 uger før konkurrencen, men jeg overbeviste mig selv om at den ikke ville være tilstede under konkurrencen. 

Lige fra startskuddet lød og jeg løb ud i vandet, under hele svømningen, hele cyklingen og alle 42,2 km havde jeg desværre ”glæde” at min baglårsskade, i form af smerter hele tiden, og nedsat kraft i benet. Under svømningen kunne jeg minimere smerterne ved ikke at bruge venstre ben, her reddede brugen af våddragten mig, så smerterne i benet var til at holde ud. På cyklen var det værst når jeg enten lå i bøjlen, eller forsøgte at træde til, og på det afsluttende løb var det ved hver eneste skridt. 


Under konkurrencen var det mentalt meget hårdt at vide at jeg aldrig var i nærheden af at kæmpe med om guldet, min krop var desværre ikke i stand til at konkurrere fysisk på mit topniveau hverken på cyklen eller det afsluttende løb. At kunne rumme smerterne i benet i så mange timer gav kæmpe udfordringer undervejs, en blanding af rigtig mange både negative og positive tanker kom og gik undervejs. I sidste ende får jeg kæmpet mig til en sølvmedalje, lysår fra mit normale topniveau, men lige akkurat nok til den vigtige Hawaii plads. 

Konkurrencen bekræfter mig i at jeg var lige præcis i den form jeg skulle være, for at være i stand til at konkurrere på højeste niveau, ellers ville jeg aldrig have været i stand til at kæmpe mig til 2. pladsen. Mentalt er der masser at arbejde med, i form af at blive bedre til at rumme smerter og de negative tanker og optimere at få fokus væk fra de negative tanker og over på de positive tanker. 

Fremadrettet vil jeg have større overvejelser om det er den rigtige beslutning at stille til start med en skade, men det er faktisk første gang jeg har gjort det ud af de 27 ironman jeg indtil videre har stillet op i og gennemført. Det positive er at denne konkurrence giver mig rigtig meget motivation til at tage arbejdshandskerne på og gøre det så meget bedre, næste gang jeg skal konkurrere. De hårdeste konkurrencer er altid dem man lærer mest af. Min krop gav op så mange gange undervejs, men i den sidste ende fik det mentale mig til at kæmpe helt til målstregen.  Hvem ved måske bliver jeg en dag, glad for sølvmedaljen.

Betina Schmidt


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar