FREMTIDENS SVØMMESTJERNER

Oprettet d.

 

En kold novemberaften tog vi turen til Sønderskole i Viborg for at besøge nogle unge elitesvømmere. Ideen med turen var at møde dem, som i fremtiden kan blive den nye Pernille Blume eller Viktor Bromer. Vi ved ikke selv så meget om det at dyrke professionel sport, og er spændte på at lære om, hvordan eleverne træner. Som vi træder ind i den lumre forgang til svømmehallen, bliver vi ramt af den specielle svømmehalsduft: fugt og klor. Her møder vi svømmetræner Jens Bertelsen, som byder os varmt velkommen. Af gode grunde tror vi at træningen skal starte her, men vi bliver i stedet ført over mod gymnastiksalen.
 
I salen er de godt 20 elever godt i gang med deres opvarmning. Selvom det er bidende koldt udenfor, er der hurtigt blevet skabt en god varme inde i den lille sal. Lyden af entusiastiske stemmer og trampende fødder runger i det tomme lokale. Man kan ikke selv lade være med at komme i god stemning. Vi snakker hurtigt med Jens, som fortæller at de laver mobilitetstræning. Denne slags opvarmning er vigtig, fortæller han, da det er vigtigt for svømmere at få stabiliseret musklerne omkring skulderen, da disse er særligt udsatte inden for denne sport. Mens vi snakker, bliver der hvisket lidt i små grupper rundt omkring i salen, og det går op for os, hvor unge eleverne faktisk er. 14-19 år og allerede elitesportsudøver. De ældste har gået til svømning i snart 7-8 år. De unge fortsætter deres opvarmning med en omgang stikbold, mens vi låner to af dem til side for at lave et interview.

 

 

Rebekka er 14 år og Jakob er 19 år. Til sammen har de gået til svømning i 12 år. Vi sætter os i et lille omklædningsrum for enden af gymnastiksalen. Dem på den ene side og os på den anden. Vi må flytte lidt på nogle tasker for at kunne være der, for nogle af de unge har både sports- og skoletaske med. Vi kan stadig høre de andre elevers boldspil, selvom vi lukker begge døre. De to unge mennesker er en smule nervøse, men da vi begynder at snakke sport, bliver snakken meget mere passioneret. Vi lærer hurtigt, at hele holdet træner de fleste hverdage på ugen, og i alt 4-5 timer om dagen. Rebekka og Jakob fortæller ihærdigt om deres dag, som starter med 2 timers intens morgentræning, som er efterfulgt af skole eller gymnasie. Skoledagen afsluttes med en eftermiddagstræning, hvorefter nogle af svømmerne styrketræner. Vi tilføjer, om de ikke finder dette ekstremt, og om de ikke hellere ville lave noget andet. 
 
 
 
Rebekka og Jakob ryster på hovedet og indikere at de ikke kunne forestille sig at dyrke en anden sportsgren. At have snakket med de unge mennesker og hørt deres passion for svømning, kan virkelig give blod på tanden for selv at begynde på en sport. Om ikke andet er det lidt cool at vi i fremtiden kan sige, at vi har snakket med dem, når vi måske ser dem til VM og OL.
 
Rebekka og Jakob fortalte at der er en masse fællesskab, selvom svømning er en individuel sport. Blandt andet støtter alle eleverne hinanden, når stævner som DM afholdes. Fællesskabet sammen med passionen for sporten, er den bærende grund til de begge svømmer.
 
For at svømmerne kan være helt klar til stævnerne og opnå den rette mængde kulhydrater, bruger de sportsernæringsprodukter fra PurePower. Svømmerne bruger produkterne carbo race, snackbarer og hydro tabs. Den rigtige sammensætning af produkterne og en sammensat kostplan, har vist sig at være fordelagtig for svømmernes træning.

 

 

Vi har nu snakket med svømmerne Rebekka og Jakob i en halv time og kan nu mærke deres trang til at komme ud til deres medsvømmere og træne med. Vi bliver derfor enige om at afrunde, så vi ikke forstyrrer morgendagens helte mere end højest nødvendigt. 

 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar